stemning af friske grøntsager på træbord

Forstoppelse og din ernæring

Fordøjelsessystemet og tarmens funktion er en kompleks ting, og de dysfunktioner der kan være, er lige så forskellige som vi mennesker er. Mange lever med gener i form af en mild grad af forstoppelse, uden at dette påvirker deres hverdag sønderligt. Men der er lige så mange hvis hverdag er så præget af symptomerne, at det påvirker hele deres livskvalitet. Dette er der mulighed for at gøre noget ved, med få ændringer i ens livsstil.

Forstoppelse

Forstoppelse, også kendt som obstipation, er en tilstand hvor man har svært ved at komme af med afføringen. Man oplever typisk at være udspilet, oppustet, have mavesmerter, ikke kunne komme af med hverken luft eller afføring og hvis der kommer afføring, er dette under store anstrengelser og selve afføringen er lille, hård og knoldet. Det er individuelt hvor ofte man har afføring, om det er dagligt eller der går nogle dage imellem, men man siger at ved manglende afføring i tre dage og med gener i form af nogle af de ovenstående symptomer, så er man forstoppet.

At lide af forstoppelse kan være utroligt invaliderende for ens livskvalitet.  Det kan påvirke én på næsten alle områder i ens hverdag, lige fra selve problemet med ikke at kunne komme af med afføringen, til problemer med mindsket lyst til mad, til at motionere, til at være social eller til at være sexuelt aktiv. Man føler sig tit utilpas i sin egen krop og de fleste oplever frustration over at være i en sådan tilstand.

Der er en del faktorer der har indflydelse på tarmens funktion:

  • Væskebalancen
  • Kostens mængde og fiberindhold
  • Fysisk aktivitet
  • Behandling med visse lægemidler
  • Det fysiske, psykiske og sociale miljø
  • Tarmvævets iltning og ernæring
  • Tarmperistaltikken (tarmbevægelsen)
  • Passageforholdene i tarmen
  • Musklerne i bækkenbunden

Flere af disse er faktorer man selv har indflydelse på og derved kan ændre ved, for at komme symptomerne og derved sin forstoppelse til livs.

Din ernæringens indflydelse på tarmens funktion

Alt hvad du spiser, skal igennem dit mave-tarmsystem og har derved stor betydning for hvordan din tarm fungere. Det kan være du nu tænker, ja det ved alle da. Men fakta er, at det langt fra er alle der er opmærksomme på hvor stor betydning kosten faktisk har, når man lider af gentagende symptomer fra mave-tarmsystemet i form af f.eks. forstoppelse.

At finde en balance igennem kosten kræver tid og tålmodighed. Men det er ikke umuligt, hvis blot man er konsekvent og virkelig ønsker at finde frem til hvordan man bedst håndterer sine symptomer. Det handler om at dedikere sit fokus til alt hvad man indtager og være opmærksom på hvordan kroppen så reagerer på dette.

Det kan lyde kedeligt og hårdt, men på sigt vil du sætte pris på at du brugte nogle uger af dit liv, på at finde en varig løsning på et for dig stort problem.